Tips og tricks

Sikkerhed - Opdatering af programmer
Sikkerhed - Passwords
Sikkerhed - Backup
Hastighed - Mobildata

Sikkerhed - Opdatering af programmer

Angreb på virksomhedens (og privates) data lykkes som regel kun fordi, programmer på computerne ikke bliver opdateret. Vi har gode intentioner om at gøre det, men oftest er der andre og tilsyneladende vigtigere opgaver, som står øverst på arbejdslisten.

Visse programmer opdaterer sig selv, andre gør ikke. Du SKAL selv sørge for disse ting:

Løsning

Brug en anerkendt software agent til sørge for opdatering af de programmer, som typisk bliver misbrugt til angreb på dine data.
Vi anbefaler Heimdal, som du kan downloade i en gratis version her: Heimdalagent.com
Heimdal checker automatisk om de mest udbredte programmer er opdateret til seneste version. Hvis ikke, så sørger Heimdal for at de bliver det. Du skal ikke tænke mere på den sag, men du kan altid lige checke ved at åbne Heimdal og se om den ser glad ud

Sikkerhed - Passwords

Vi skal bruge kodeord, PIN-koder og brugernavne osv. til mange forskellige programmer, hjemmesider, mobiltelefoner, kreditkort osv. Det er umuligt at huske de 50 - 300 kodeord, man får oprettet i løbet af få år. Nogle af os vælger at bruge det samme kodeord alle steder. Det kan IKKE anbefales!

  1. Hold arbejds- og private koder adskilt.
    • Der er ikke nødvendigvis samme sikkerhed de steder, vi færdes i privatlivet, som der er i professionelle miljøer
    • Du ønsker næppe at afsløre dine private forhold overfor arbejdsgiver eller kolleger, som måtte få afsløret dit koderord,
    • og din arbejdsgiver ønsker med sikkerhed ikke at få afsløret firmadata overfor dine private kontakter.
    • Du skal ikke regne med at fortsætte i samme arbejdsplads resten af livet - heller ikke, hvis det er din egen virksomhed. Om ikke andet, så skal virksomheden vel overdrages til en anden, når du skal på pension.
  2. Brug forskelligt kodeord til hver enkelt webside, hvor du handler eller har serviceabonnement
    • Du kender ikke sikkerheden på leverandørens hjemmeside. Selv store kendte firmaer oplever, at deres database bliver hacket
    • Du har ikke lyst til, at din kode bliver brugt til at bestille varer i dit navn, til at dine aftaler og kontrakter bliver ændret, eller til at nogen udtaler sig på dine vegne.

Løsning

Brug en anerkendt "kodeordshusker"! Du opretter en lille krypteret database med alle dine kodeord, derefter skal du blot huske et kodeord - nemlig adgangskoden til databasen.
Vi anbefaler KeePass, som er Open Source (gratis) og kan downloades her: keepass.info
Programmet findes i 2 udgaver: 1.xx og 2.xx. De fleste vil få glæde af de ekstra funktioner i 2.xx

Sørg for at indarbejde disse rutiner:

  1. Registrer altid nye kodeord i Keepass STRAKS efter, at du har oprettet koden. Hvis du venter, bliver det ikke gjort, og så er programmet ikke noget værd.
  2. Sørg for også at registrere det relevante brugernavn og linket til det relevante program eller hjemmesiden sammen med koden.
    Du kan også registrere f.eks. IMEI nummeret på din mobiltelefon, serienummeret på en maskine, licenskoden til et program osv.
  3. Brug programmet til daglig, så du husker adgangskoden. Hvis du mister den, kan du IKKE få adgang til de øvrige koder igen!
    Det kan være en rigtig god idé at skrive koden ned og gemme sedlen i en bankbox eller et tilsvarende sikkert sted.
  4. Sørg for at placere databasen et sted, hvor du ved, at der bliver lavet backup, så du også har adgang til dine kodeord, hvis din PC bliver stålet eller går i stykker.
  5. Indstil programmet, så det automatisk låser databasen og lukker vinduet efter 10 - 20 sekunder, så du er sikker på at det ikke står åbent, når du forlader maskinen.

Sikkerhed - backup

Alle maskiner går i stykker, bliver stjålet, brændt, overhældt med kaffe eller ødelagt ved andet uheld. Det er kun et spørgsmål om tid inden, det også sker for dig. Du, din virksomhed og dine kunder kan ikke leve med, at alle din dokumenter og data riskerer at gå tabt. Derfor er tanken om backup ikke til diskussion - det skal bare gøres! Opgaven er blot at gøre det så nemt som muligt, så du ikke springer over.

Løsninger

Backup løsninger går også i stykker. Derfor skal der være flere kopier placeret forskellige steder.
Det er ikke sikkert, du opdager en fejl umiddelbart efter at den er opstået. Du skal have backup af de samme data i flere versioner, så du kan komme tilbage til et tidspunkt før fejlen opstod.

  1. Hvis du arbejder et sted, hvor der netværk med en server, skal backuppen håndteres på serveren. Det kommer vi ikke nærmere ind på her. Hvis din netværksadministrator ikke allerede har styr på det, rådgiver vi gerne om en passende løsning.
  2. Hvis der ikke er en server, så vil denne løsning være god i de fleste situationer:
    • Anskaf en NAS boks i passende størrelse, kobl den på dit netværk og placer den et sted, hvor den er gemt af vejen men alligevel står tørt og rimeligt køligt
      NAS betyder "Network Attached Storage" eller diskplads på nettet - altså et sted, hvor alle brugere på det lokale net kan gemme og hente data.
      Sørg for at boksen indeholder mindst 2 store harddiske, som sættes til at spejle (kopiere) hinanden, eller flere diske i Raid 5, hvis du har store mængder data.
    • Med de fleste NAS bokse følger et backup program, som du kan installere på hver af de computere, som bruges i virksomheden/hjemmet. Sørg for, at det bliver installeret på alle maskiner, og sæt det til at starte automatisk og køre backup hver gang maskinen er koblet til nettet, og sæt det til at gemme mindst 2 versioner af filerne.
    • Køb to store USB diske (USB 3, hvis det skal fungere rimeligt hurtigt). Brug dem til at lave en kopi af dataene på din NAS-boks en gang om ugen. Læg det ind som en fast opgave fredag morgen (eller hvornår det nu passer bedst). Disken med den seneste kopi gemmer du af vejen i en anden bygning (tag den med hjem, læg den hos naboen eller læg den i bankboksen), så den overlever en brand eller et indbrud på kontoret. Disken fra ugen før, tager du ved samme lejlighed med på kontoret og gemmer den et passende sted, hvor du nemt kan hente den frem næste fredag morgen.
    • Alternativt til USB diskene kan du købe dig til automatisk natlig backup fra NAS boksen til et sted på internettet. Tidspunktet skal vælges, så det ikke blokerer forbindelsen, når du selv skal bruge den. Og leverandøren skal vælges med omhu. Der er stor forskel på, hvor sikkert de opbevarer dine data!
  3. Test, at du kan lave restore fra din backup!
    Der er ikke meget ved et fint system, hvis det ikke virker den dag, du skal bruge det.
    • Test straks efter at du har kørt backup første gang
    • Test en gang hvert kvartal derefter. Læg det ind i din kalender, så det bliver gjort.

Hastighed - Mobildata

Mange af os bruger mobildata til at koble den bærbare på nettet, når vi færdes hos kunder, på messer og rejser osv. Det virker, men går ikke altid lige hurtigt. Der kan være flere grunde til den langsomme forbindelse:

  1. Mobilsignalet er dårlig lige der, hvor USB modemet befinder sig.
  2. Du har ikke opdateret dit modtageudstyr
  3. Mobiloperatøren har ikke opdateret sendemasterne i det område, du befinder dig i.

Det er vigtigt at forstå, at teleoperatørerne arbejder rigtig hårdt for løbende at opgradere deres netværk, så de kan levere stadig hurtigere internetforbindelser til stadig flere kunder med stadig flere trådløse enheder (tænk bare på, hvor mange smartphones og iPads, du ser omkring dig).
Når teleoperatørerne opgradere sendemasterne, bliver masten i stand til at sende med en højere hastighed. Det hjælper bare ikke så meget, hvis du ikke samtidig udskifter dit udstyr, så det kan modtage med samme høje hastighed!

Vi ved alle af erfaring fra mobiltelefonen, at det kan være vanskeligt at få en ordentlig forbindelse, når vi sidder midt inde i en stor bygning eller nede mellem nogen bakker langt ude på landet. Vi glemmer bare ofte, at nøjagtigt det samme gælder for vores USB-modem, som oveni købet bliver placeret direkte på den bærbare og nogle gange skal sende signalet tværs gennem computeren for at ramme sendemasten!

Du kan teste hastigheden på din opkobling på IT- og Telestyrelsens hjemmeside

Løsninger

  1. Sørg for ordentlige modtageforhold.
    • Hvis dit USB modem kan udstyres med en ekstra antenne, så køb en bordantenne og et kabel på ½ - 1 m. Det er ikke altid nødvendigt at bruge antennen, men kommer du ud et sted, hvor det går rigtigt langsomt, hiver du bare antennen op af tasken og sætter stikket i. Flyt lidt rundt på antennen mens du holder øje med signalstyrken. Som regel vil du hurtigt kunne finde et godt sted til antennen, og så kan du komme videre med dit arbejde i en fart.
    • Alternativt kan du tage et USB forlængerkabel på ½ - 1 m med i tasken. Hvis det kniber med modtagelsen, sætter du bare kablet imellem USB modemet og din PC, og så flytter du rundt med selve modemet indtil, den indbyggede antenne fanger et godt signal.
    • Har du problemer med modtagelsen derhjemme i arbejdsværelset, kan det lade sig gøre at montere en retningsbestemt antenne et godt og højt sted udenpå bygningen i den retning, sendemasten er placeret, trække et antennekabel ned til værelset og slutte af i en lille antenne tæt ved det sted, hvor du skal bruge signalet. Det skulle kunne hjælpe. Hvis du har mulighed for det, er det bedst at koble antennekablet direkte til modemmet. Tilsvarende løsninger findes til bilen, hvis du arbejder meget der og døjer med at få ordentlig modtagelse.
      Her i landet er det ikke tilladt at koble forstærkerudstyr på et arrangement som beskrevet, medmindre du har en aftale med det teleselskab, som du benytter. De har nemlig licens med eneret til de radiofrekvenser, der bliver benyttet. Større firmaer kan godt få et teleselskab til at sætte forstærkerudstyr op for at skabe intern mobildækning i et kontor.
      Visse steder i udlandet kan man købe små forstærkere til formålet. Det er formentlig tilladt at bruge dem på øde steder, hvor udstyret ikke kan forstyrre naboer i nærmeste omkreds. Har du en ødegård langt ude i en skov i Sverige, kan det måske være en løsning. Søg fx på "GSM signal repeater" eller "GSM booster" på nettet, hvis du vil vide mere.

    Du kan se, hvor både eksisterende og planlagte master er placeret i dit område på Mastedatabasen. Zoom ind på dit lokalområde, og sørg for at vælge Mobiltelefoni under tjenestetyper og kryds af om du vil se eksisterende og/eller planlagte master. Du kan klikke på de enkelte master for at få oplysninger om mobiloperatør og den teknologi, der er i brug på masten.
    Når du kender placeringen af din mobiloperatørs master i området, kan du bruge retningen fra din position til at finde den bedste placering af modtageren.

  2. Sørg for ordentligt modtager udstyr.
    Hvis dit USB modem er købt for et par år siden, eller det er købt billigt for få mdr siden, kan det næppe modtage og sende data med de hastigheder, sendemasterne er blevet opdateret til fornylig. Kontakt din telebutik for at få udskiftet til en ny og hurtigere model. De bedste koster op mod 1000 kr, men tænk lige over, hvor hurtigt du kan tjene de penge hjem, hvis du kunne spare 10 minutter på hvert kundebesøg fordi, du slipper for at vente på en langsom forbindelse!
    Det kan være svært at finde steder, hvor man selv uafhængigt at teleoperatøren kan købe sit eget modem, men det er faktisk muligt. De virker på tværs af teleoperatører, så du kan sagtens skifte SIM-kort og bruge samme modem med en anden operatør. Du skal blot selv finde ud af ændre indstillingerne i det program, der styrer opkoblingen. De fleste af os er dog fint hjulpet med et nyt modem fra eget teleselskab, når blot vi gør opmærksom på, at hastigheden er vigtig, når vi køber det.

  3. Hvis dit teleselskab bliver for langt bagud med at opdgradere sendemasterne i forhold til de andre, kan det være relevant at skifte. Men check lige deres hjemmeside for planer om opgradering af nettet, inden du beslutter dig. Konkurrencen er hård på det marked - som regel går der kun få mdr fra, at den første opgraderer i et område, til at de andre følger med.